Rally

Rally–lydighed
Rally er en sport som er kommet til Danmark fra Amerika, hvor navnet er Rally Obedience. Derfor kaldes den også for Rally-O.
Rally er en sjov måde at arbejde med lineføring og fri ved fod på. Og navnet fortæller også, at det er noget, der skal gå stærkt, Obedience betyder lydighed, så her er altså et nyt koncept.
Man har derfor lavet ca. 70 forskellige øvelser med bl.a. sit, dæk, stå, lineføring, spring, slalom og lign. og kombinationer af disse.
På en bane, der er ca. 15 * 20 m, er der opstillet mellem 10 til 20 momenter, altså øvelser, som hund og fører skal udføre. Der er sat skilte op, der fortæller hvad der skal laves og ligesom i agility står der numre ved hver øvelse, så man kan se i hvilken rækkefølge, de skal udføres.
Der findes 4 klasser:
Begynder, hvor hunden skal være i line.
Viderekommende, hvor hunden skal være uden snor
Ekspert, som er en svær klasse, skal hunden også være uden snor
Championklasse, som er den sværeste klasse, også her er hunden uden snor.
Alle starter i begynderklassen, uanset hvad hunden kan fra andre programmer.
Rally-lydighedskonkurrencerne, som er i DKK- og DCH regi, bliver afviklet på en mere afslappet måde end almindelige lydighedskonkurrencer, idet der ikke kræves en præcis og korrekt plads-position, hverken under bevægelse eller når fører gør holdt. Hunden skal følge villigt og engageret med, det er arbejdsglæde og appel det handler om.
Det er tilladt føreren at opmuntre og hjælpe sin hund ved brug af stemmen og hænderne. Alle tricks gælder, men hunden må ikke berøres. Det er forbudt at tale hårdt til hunden - alle træk/stramninger i linen giver minuspoint.
Dommeren ”bygger” banen og ligesom i agility, er der banegennemgang
Dvs. at der ligesom i agility bliver bygget en ”ny” bane til hver konkurrence, så hundeføreren ikke på forhånd ved hvilke skilte, der er med og i hvilken rækkefølge disse skal tages.
